“Jeg arbejder hjemmefra, wink wink”

faith

En sætning der altid har vækket lige dele misundelse og en fornemmelse af “ja ja, den er god med dig, vi ved jo alle sammen godt, at du ikke arbejder, men sidder i solen og drikker kaffe”. En snert af jantelov bor vel i os alle 😉 Nu har JEG endelig fået lov at arbejde hjemmefra, bortset fra at jeg ikke sidder hjemme, men på en café og det var ikke engang mit eget forslag. Efter 8 år ansat i det offentlige hvor en hjemmearbejdsplads har krævet umanerlige summer af penge og IT-udstyr og licenser og tilladelser og 2 lørdage på en uge, så eksisterede muligheden slet ikke i mit univers.

Sagen er, at min far er ret syg. Så syg, så vi – igen – ikke aner hvilken retning det går i. Han er indlagt på Rigshospitalet på Neurokirurgisk Afdeling, hvor vi har landets førende specialister i neurokirurgi, men de kan ikke greje hvorfor min far har det så skidt og hvorfor han ikke retter sig efter operationerne (3 på fire måneder). “Han er helt unik” fik vi at vide. Det prædikat ville min far have ELSKET! Hvad han ikke ville have elsket er at ligge helt hjælpeløs og ude af stand til at svare for sig i en hospitalsseng. Det er, hvad det er, det er åbenbart hans og vores skæbne, at det skulle gå sådan, og de 5 år der er gået siden han blev syg i første omgang har hærdet os. Vi er ikke mere forberedt eller tilvænnede til situationen, men hærdede for det bliver man nødt til at være, når man ikke ved hvad næste udfordring er. Når telefonen ringer fra plejehjem eller hospital og man ikke ved, om de ringer fordi han ikke har råd til mere cola og chokolade eller om han har gjort noget skidt, er kommet til skade eller er blevet mere syg. Det er ikke fedt når menneskers følelser hærdes, for det betyder, at noget har gjort ondt eller trykket så længe, at man har vænnet sig til smerten. Smerten over at et menneske man elsker bliver syg. Så alvorligt syg at han ikke er den samme mere, men han er stadig i verden, han er stadig min far og for hver dag, der går bliver det en lille smule værre, hans måde at være i verden på.

Derfor tilbød min chef mig at arbejde hjemmefra, og jeg er hende evigt taknemmelig. Jeg måtte nemlig indse, at det er ret svært at manøvrere rundt i fuldtidsarbejde, at være mor til 2, hustru til 1, indehaver af hus og have, 1 hund, 2 katte og 5 høns (der stadig kun lægger 1 æg om dagen tilsammen) samt nærmeste pårørende sammen med min mor og søster til en mand, hvis skæbne lige nu er uvis. Det kræver nærmest daglige lægesamtaler og overvågning i skiftehold, da vores tillid til, at det danske sundhedsvæsen kan passe ordentligt på ham ikke eksisterer. Misforstå mig ikke, folkene på gulvet gør hvad de kan, det ved jeg, men de vilkår de har at arbejde under umuliggør opgaven. Punktum. Derfor er det godt for ham, at han har os. Men hvad med dem, der ikke har nogen, der kan råbe højt? Det er virkelig skidt. Problemet er, at man som patient og pårørende bliver proppet ind i nogle kasser og så er det bare at krydse fingre for, at man passer ind diagnostisk og behandlingsmæssigt. Men hvis man ikke gør, så vil sundhedsvæsenet stadig forsøge at få kasserne til at passe, for der er ikke tid, overskud og mulighed for at gøre ting anderledes, hurtigere, mere kreativt og fleksibelt. Du har bare at passe ned i den kasse, for ellers er du på skideren.

En hurtig update på mit sundhedsvægttabsprojekt: Jeg spiser stadig sundt, småt og mange gange dagligt. Nul sukker. Vægten har stået stille i nogle uger, men jeg har lige lagt sammen, at jeg siden opstart af bootcamp i januar har tabt mig 7,4 kg. Har jeg nævnt, at jeg er født uden tålmodighed og med et meget stort og lystbetinget livsnydergen?! Træningsmæssigt vakler jeg også lidt. Bootcamp hos Make Friends With Your Body om torsdagen og træning med Cristina men jeg savner yoga helt vildt!! Det gjorde virkelig underværker at bruge halvanden time i ro og røgelse i et lysdæmpet varmt rum med messende musik i baggrunden. Jeg klør på, men fuck hvor jeg savner et godt glas vin og bland-selv-slik!

Tak fordi I læser med<3
Maria

 

 

Indlæg som ligner dette

Skriv til mig

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

8 Kommentarer

  • SVAR

    Sødeste Maria ❤️ Masser af Kys og Kærlighed og Kram

    • SVAR

      Tak søde Maud :147:

  • SVAR

    Kære Maria, sikke dog en masse du er igennem lige for tiden. Som en af dem der arbejder i sundhedsvæsnet så giver jeg dig fuldstændig ret, vi har ikke tiden til at give den pleje som patienterne har brug for. Vi er desværre mange gange nødt til at prioritere hårdt i vores arbejdsopgaver. Godt at din far har jer til at passe på sig. Mange tanker og kram herfra. Sørg nu for en gang imellem at tage en lille timeout hvor du bare plejer dig selv. Det er guld værd. Kram

    • SVAR

      Kære Birgitte. Tak :heart_eyes: Jeg er jo selv lægesekretær og kender systemet fra den anden side af skrivebordet, men det er såååå svært at være pårørende. :147:

  • SVAR

    Puha sikke en hård omgang du har gang i.. håber alt det bedste med din far. Mange tusind varme tanker og krammer

    • SVAR

      Mange tak, Heidi :147: :person_frowning:

  • SVAR

    Det lyder virkelig hårdt, hvor er det sejt du kæmper igennem med dit vægttab og bare klør på!

    • SVAR

      Mange tak, Anna. Jeg kæmper videre :heart_eyes: :102: