Jeg sagde, at jeg havde en plan, men det var løgn.

IMG_6430

Den 6.2.15 skrev jeg:

Jeg har et delmål, som jeg vil indvi jer i. Til maj skal jeg til Kreta på træningsferie. http://www.spies.dk/sport/training-camp-move En hel uge med yoga, løb, water aerobics, træning på stranden, spabehandlinger, jacuzzi og friskpresset appelsinjuice. Jeg GLÆDER mig som en vanvittig, men ryster lidt i bukserne over min dårlige form, så er seriøst nødt til at smide nogle kilo og komme i lidt bedre form, hvis jeg bare nogenlunde skal kunne holde trit med mine smækre rejseveninder, som begge har stram hud, kan gå i både split og spagat og kan løbe 10 km uden at blive forpustede – sådan ser de i hvert fald ud!

Så: 3 måneder til afgang. Jeg smider 10 kg inden. Er I med? Hvis I hepper, så knokler jeg, og det kan I godt sætte hele indholdet af jeres sparegris på! Jeg fortsætter træningen med yoga 1 gang om ugen og TRX 2 gange om ugen. Vi ved jo alle godt, at det er kosten, der kommer til at gøre en forskel, og jeg bliver nødt til at være hård for at nå det. Jeg har en plan.

Jeg får brug for opbakning, hep og cheerleading!

6.5.2015

JEG GJORDE DET SGU!!! Jeg satte mig et mål og nåede det. Hvem skulle have troet det?! Jeg sagde, at jeg havde en plan, men det var løgn. Jeg troede, at jeg havde en plan, men anede ikke hvordan jeg skulle gribe det an. Der gik i hvert fald 3 uger hvor jeg tossede rundt, indtil jeg lavede en rigtig plan sammen med Cristina. Så fra slutningen af februar til i går har jeg tabt: 9,9 kg! De sidste hundrede gram LOVER jeg, at jeg når at smide inden afrejse på lørdag 😉 Faktisk har jeg siden jeg startede i januar tabt næsten 13 kg.

Meget klichefyldt kan jeg sige, at det har krævet blod, sved og tårer. Virkelig. Jeg har stampet i gulvet af arrigskab, når jeg ikke gad eller kunne overskue at træne, tudet når vægten har stået stille og skældt og smældet når jeg har været sulten og haft lyst til at røve en bland-selv-slikbutik. Men jeg har også klappet i mine små hænder, når vægten har været barmhjertig og jeg har smilet fra øre til øre, når jeg har fået ros og når gammelt tøj pludselig passer igen. De små ting som når min aldrende vinterjakke slasker og mine jeans pludselig er alt for store, når de umulige TRX øvelser pludselig lykkes! Første delmål er nået!

Jeg glæder mig til sol, varme, søvn, træning, hygge, god mad og frisk frugt og grønt! Heldigvis er jeg jo typen, der til enhver tid vil vælge de solmodne tomater med et drys af havsalt, friske agurker og oliven over pandekager, rösti og bacon, så jeg forventer at komme hjem i samme vægtklasse, som jeg tager afsted i. Kufferten er mentalt pakket, jeg skal forsøge at manifestere en faktisk pakket kuffert inden lørdag kl. 15, har brugt en formue på badetøj, træningstøj, min allerførste forede cykelbuks som til forveksling ligner skjoldet på en Teenage Mutant Ninja Turtle. Rigtige cykelbukser føles faktisk lidt som at iføre sig samtlige 24 Libresse bind – 80’er tykkelse – UDEN AT ÅBEN PAKKEN FØRST. Nå, men hvis Bjarne Riis kan, så kan jeg også.

Næste delmål: Minus 10 kg inden 10. juli hvor vi kører til Barcelona. Ambitiøst – ja, muligt – ja. Cristina – vi får travlt!

She-believed-PINK

 

Indlæg som ligner dette

Skriv til mig

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg tror på dig Maria ❤️
    Håber du får en fantastisk tur, du har gjort det godt, du er et fantastisk menneske og en fighter

    • SVAR

      Tak :147:

  • SVAR

    Du er sgu for sej Maria
    Håber du får en super fed træningsferie