Er mad lig med kærlighed?

mbfgwDer er gået 17 dage, og sidst jeg vejede mig, havde jeg tabt 4 kg. Det er sgu da meget godt!!?

Jeg har længe gået og overvejet mit næste indlæg. Jeg har fået SÅ meget positiv feedback og svævet på en lyserød sky over al den ros og opbakning. TAK 🙂 De tre første indlæg skrev nærmest sig selv, men jeg kunne også mærke, at det fjernede noget af det fokus, jeg skal bruge for at holde mig målet for øje.

Jeg er nødt til at være ærlig, ellers mister al denne skrivning sin betydning. Træningen er ikke kommet super godt i gang. Jeg er slet ikke motiveret for tiden og døjer stadig med mit knæ, som jeg kom til skade med på allerførste træningsdag. Derudover har min Personlige Træner meget travlt med at være Personlig Træner i Fitnessdk i Glostrup, så vi har besluttet, at det vigtigste fokus lige nu er kosten, og så skal træningen nok komme. Jeg er ikke længere medlem i noget fitnesscenter, så træningen stiller også lidt krav til de fysiske og geografiske omgivelser. Glenn har dog lovet at lave et hjemmetræningsprogram i dag, som jeg kan bruge alene 2-3 gange om ugen.

Jeg har længe været klar over, at min akilleshæl i et succesfuldt vægttabsforløb er  min opfattelse af mad. Det er jo sådan indrettet, at man ikke bare kan lade være med at spise mad. Det samme som har bragt mig til hvor jeg er, er samtidig nødvendigt for min overlevelse. Så jeg er nødt til at ændre den måde, jeg opfatter maden på.

Mine første minder om madlavning går helt tilbage til da jeg var lille – jeg har måske været 5-6 år gammel. Jeg husker tydeligt, at jeg vågnede en tidlig weekendmorgen og fik lyst til at lave mad. Alle sov, så jeg havde fri bane i køkkenet. Jeg husker tankerne omkring hvad man mon kunne sammensætte, så det blev godt. Enten havde mine forældre ikke sørget for at handle ind eller også rakte fantasien ikke længere end til salt og vand, og skuffelsen var stor, da resultatet var uspiseligt. Faktisk har min mor stadig de ramekiner, jeg brugte til formålet, og nu er det mine to piger, der eksperimenterer med dem 🙂 Deres første forsøg er dog længder bedre end mine! Et andet minde, som mine forældre aldrig tøver med at bringe op var første gang jeg insisterede på selv at koge kartofler, hvilket forløb super fint, bortset fra den detalje, at jeg glemte at komme vand i gryden. Siden hen er det gået bedre med min madlavning.

Min far har altid lavet mad. Både til hverdag og fest og der blev altid kræset for gæsterne med min meget græske fars meget græske mad enten akkompagneret af meget høj græsk musik eller Dirch Passers og Jørgen Rys revysketches. Når jeg skulle have veninder på besøg, forsøgte jeg altid at forberede dem. Men hvad kan forberede en 10-årig dansk lyshåret pige på et fårehoved i ovnen, en halv ko på køkkenbordet eller morgenmad bestående af spaghetti kogt i hønsefond og drysset med kanel? Det er ikke mange år siden, at jeg måtte smøre en rugbrødsmad til en gæst, der måtte give fortabt midt i fasoliaen, som er en traditionel cypriotisk bønnesuppe. Guderne skal vide, at indersiden af den 211 liters kummefryser i Kastrup har set lidt af hvert!

Der er ikke gået en pædagog tabt i min far, så det var ikke uden diskussioner, formanende ord og rettelser, at jeg en sjælden gang fik lov at være med i køkkenet. Nu bliver det meget lommefilosofisk, men måske er det i virkeligheden dét, der har tændt min passion for madlavning; at forsøge at imponere min far. Der skulle meget til, men det er da sket efterhånden som jeg fandt ud af, at supplere med lidt flere ingredienser end salt.

Al den snak om gamle dage for at forsøge at forklare hvorfor dét med mad ikke bare er så simpelt at lave om på for mig. Der ligger kærlighed bag. Og mange års vaner. Jeg er gift med en mand, som hvis det var muligt, ville indtage sin føde i pilleform. For ham er mad ren benzin til kroppen, og de få gange han har svunget begejstringen op, så har været over en god chili con carne eller faktisk min fars græske meze. Udfordringen for mig består i at tilrette mængden af mad med de kalorier som min krop forbrænder enten med eller uden træning. Det er hverken særlig hyggeligt eller lystbetonet for mig at skulle være fornuftig og målrettet omkring madmængder, men jeg er blevet nødt til at indse, at det er en nødvendighed. Her 17 dage inde i projektet kan jeg ikke med ro i sindet sige, at jeg har fuldstændig styr på det, men jeg har måske fundet en smule ro omkring det.

En del har spurgt mig omkring kosten, og hvordan jeg helt praktisk griber det an.

Jeg har jo startet dette projekt i samarbejde med Glenn og sagt ja til at følge hans trænings- og kostvejledning. Kostprincippet er i virkeligheden ret simpelt. Jeg spiser helt almindelig sund og nærende mad, som jeg jo i forvejen forsøger at stoppe ned i halsen på mine børn. Jeg undgår sukker, hvidt brød og voldsomt fed mad. Som hovedregel fylder hovedmåltidernes portionsstørrelse min håndflade = HF og mellemmåltiderne en halv håndflade = HHF. Jeg prøver at få både fedt, proteiner og kulhydrater ind i alle måltider.

Morgen: En halv hjemmebagt grovbolle, 1 glas grøntsagsjuice – HF

Formiddag: Halv skive rugbrød med kødpålæg – HHF

Frokost: Grøntsager og kød – HF

Eftermiddag: Halv skive rugbrød med kødpålæg – HHF

Eftermiddag: 6 mandler, 1 frugt – HHF

Aften: Samme aftensmad som familien – HF

 

Ud over at have tabt 4 kg, så oplever jeg, at maden smager af mere. Det er som om at sanserne skærpes, når man ikke bare hælder i ægget. F.eks. pressede jeg i morges et granatæble på vores nye familiemedlem Wilfa. Det var en smagseksplosion i min mund!! Wilfa, som er en slowjuicer, juicer alt lige fra Globalknive til skærebrædder og er allerede uundværlig for mig. Seriøst – jeg har aldrig fattet når folk falder i svime over grøntsagsjuice og mine børn er ved at kaste op, når de smager, men helt ærligt, så tror jeg aldrig nogensinde at jeg behøver at spise slik igen, hvis bare jeg kan lave et glas rødbede-ingefær-æblejuice! Eller gulerod-bladselleri-clementinjuice! Jeg kan roligt sige, at Wilfa og jeg allerede er udadskillelige.

 

Jeg havde en drøm forleden. En drøm om chokolade. Chokolade i min mund. I drømmen gik det op for mig, at jeg havde glemt, at jeg ikke vil spise chokolade i et år og selv om jeg havde tygget den godt og grundigt, så slugte jeg ikke! Gælder det så som brud på aftalen?

 

Jeg har simpelthen de sødeste veninder! De gør sig så umage
for at tage hensyn til mig og mit fødeindtag. Se bare hvad den smukke Heidi havde lavet til frokost i går!

Kærligst Maria

Indlæg som ligner dette

Skriv til mig

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *