En vingård i Toscana

image

Akkompagneret af italiensk dukketeater og harmonikaspil nede foran vores hotel i Cattolica ved Adriaterhavet kører mine tanker i ring om de sidste 14 dage, vi har brugt i Toscana. Jeg elsker Italien. For 15 år siden holdt vi ferie i Paganico Sabino ved Rom, og Italien har siden da boet i mit hjerte. Jeg elsker enkeltheden, stoltheden og ærligheden. “Brug olivenolien fra vores træer, drik vinen fra vores druer, spis vores solmodne tomater og nektarinerne, der hænger modent og tungt og bare venter. Pres vores citroner og hør englene synge. Lad dine øjne hvile på vores smukke søer og skove og lyt til vores smukke sprog. Mærk historiens vingesus, når du besøger vores byer”. Jeg elsker det! Jeg føler mig måske hjemme, fordi her på mange måder minder mig om Cypern. De små bjergtagende landsbyer, hvor byens gamle sidder og altid har siddet foran deres gamle huse og ser de forbipasserende defilerer forbi, stoltheden, stædigheden, religionen, autenciteten. Tilstedeværelsen af al ovenstående krydret med hardcore turisme, pomfritter og kulørte baderinge – hvis man opsøger det.

Jeg føler mig heldig at få lov at opleve dette sammen med min familie og samtidig har jeg også en snert af vemod og savn i maven, for på trods af al det genkendelige har denne ferie rusket i alt, hvad vi vidste om at holde sommerferie.

”Tag med os til Il Greppo” var Sannes svar, da snakken om hvordan sommerferien 2016 skulle bruges. “Men hvad er Il Greppo?” spurgte vi. Jeg havde godt hørt om deres feriedestination fra årene før, men var det nok til at tilfredsstille en kræsen familie som vores? En familie på fire personer hvor hvert vores mål for en god ferie ikke kunne ligge længere fra hinanden? En familie der, som tommelfingerregel, altid bruger den første uge af ferien på at slibe kanter af og lade være at råbe for højt af hinanden (så andre ikke kan høre os) mens alle andre spiser parmesan og drikker rødvin? Glenn vil gerne bo med fødderne i strandkanten og med øl og is i armslængde fra solstolen. Lucia vil gerne ligge i blød i en pool fra morgen til aften og vores næsten-teen Zoe skal helst være i en radius af 10 meter fra en stikkontakt, så hun kan oplade sin telefon. Jeg vil have autencitet for enhver pris men uden mærkelige insekter med mange ben og gerne mulighed for at opbygge en tan, der kan holde hen i efteråret.

Sanne og Thomas forklarede, at Il Greppo-ferier er uprætentiøse, afslappede, hyggelige og fyldt med fællesskab og kendte ansigter fordi de samme mennesker år efter år vender tilbage. Il Greppo er yoga med Malika som har helende hænder og hypnotiserende stemme, bombelandshold i poolen med onkel A og S, sene aftener med fællesspisning ved grillen, det er guitar og fællessang. Il Greppo er malerskole med Charlotte og livsnyderpakke med Claus. Malerskole? Jeg, der ikke kan tegne en lige streg på et stykke papir, selv om jeg bruger lineal? Livsnyderpakke? Her er noget, jeg kan finde ud af!

Uden at hverken tæer eller hæle blev klippet, blev vi enige om, at sommerferien 2016 skulle gå til Il Greppo i Toscana.

Tidligt fredag morgen startede nedstigningen. ETA sagde vel noget i nærheden af 18 timer uden stop, men med overnatning i Sydtyrol og de sædvanlige 639 tisse- og sukkerindkøbspauser ankom Mercedes/Honda kortegen lørdag eftermiddag i et paradis af vinmarker og olivenlunde. Il Greppo er en vingård som lever af landbrugsturisme og har derfor et antal istandsatte lejligheder i de originale gamle stenhuse, som de udlejer. Velinstallerede i Malvasia som vores hjem for de næste to uger hed og så afsted til hovedhuset til fællesmiddag. “Fællesmiddag” tænker du måske – er det nu sådan noget med en helstegt pattegris på plastiktallerkener, plastikbestik og dårlig rødvin i plastikkopper? Nej nej… fællesmiddag er et samlingspunkt og nærmest en familiemiddag hvor Paolo som ejer Il Greppo og hans mor og far og de nærmeste nabokoner har lavet mad til os af de tilgængelige råvarer og serverer dertil hans egne vine. Bruschettaer kom sejlende ind i smuk grøn jomfruolivenolie, pici al ragu og den saftigste kalkun, jeg nogensinde har sat tænderne i. You had me at ciao og allerede inden jeg går i seng første aften er 2 af mine 3 mål for ferien nået.

Prøv lige at lytte og smage på det her og gerne tilsat lidt italiensk accent: Montepulciano…. Perugia… Cortona…. Firenze…. Bologna… Milano… Det klinger bare lidt anderledes end Søborg, Sundby, Lem og Thisted, ik? Ikke et ondt ord om vores danske byer men det klinger bare lidt mere cool at bestille en espresso i Montepulciano, drikke rødvin i Perugia, spise blæksprutter i Cortona. De sidste byer nåede vi ikke til denne gang. Dem tager vi næste gang.

Ospedale. Zoe spurgte lige da vi ankom, om det mon betød hospital. “Narhh, det tror jeg ikke, skat” sagde jeg. Der mangler jo både et H og der er to E’er og et D istedet for et I og et T. Ospedale betyder hospital. Det ved vi nu med 100 % sikkerhed, fordi vi har besøgt hele 3 af slagsen på alle tider af døgnet. Med Lucia. Alle tre gange.

Første gang fordi vores kortege – denne gang gående – valgte at skyde genvej hen til bilen på parkeringspladsen efter vi har været til jazz festival i Perugia. De der bomme, der åbner og lukker når biler skal køre igennem slår ret så hårdt når man får dem i hovedet. Tilgiv mig for at gå i detaljer med denne historie, men den er så surrealistisk, at jeg bliver nødt til at dele den med jer.

Scenen er: Lucia er gået i knæ efter bommen har ramt hende i hovedet. Lægesekretær i TraumeCenter som jeg er insisterer jeg på, at hun skal tjekkes for intrakraniel blødning og helst med det vuns. Det forstår de trætte italienske politimænd slet ikke et ord af men sætter hende ind i deres aldrende italienske politibil og henter en sodavand til hende. De er nu også lidt bekymrede så de ringer efter paramedicinerne som holder oppe i byen. Et øjeblik efter er ambulancen der og de søde paramedicinerne bærer over med halvhysterisk mor og tjekker hende grundigt igennem. Puls, blodtryk, reflekser, styrke, pupiller bliver tjekket. Hendes blodtryk er lidt lavt og Lucia siger, at hun har lidt ondt i nakken og så tager det fart. Hun får anlagt stiv halskrave og de vil ikke tage nogen chancer, så de insisterer på, at hun skal ses af en læge. Det er noget, der passer en pylret mor rigtigt godt og afsted går det mod ospedale numero uno. Sodavanden som Lucia ikke har drukket tager politimanden igen og deler ud i kopper til resten af de trætte og nu udmattede kolleger.

Undervejs måler de igen iltmætningen i fingertutten og pludselig bliver de helt blege. Blodtrykket er angiveligt også umåleligt nu og begge paramedicinerne begynder at tumle rundt i bilen og ringe til læge alt imens jeg sidder og snakker med Lucia, som jeg nu er næsten sikker på er helt ok efter den første forskrækkelse har lagt sig. De kan ikke forstå at hendes hænder stadig er varme, når hun ikke har noget blodtryk så forvirringen er total. Jeg prøver at spørge, om det mon er fordi, at deres udstyr er i stykker eller for stort til en lille 9-årig arm og finger, men det er som om de ikke rigtigt lytter på nuværende tidspunkt. Blå blink og fuld fart med stakkels Per og Patricia bagefter som forsøger at følge trop. Ham, som jeg har udset mig som den smarteste af de 3 ambulancefolk, finder nu på at tage blodtrykket igen og stramme mancheten. Det hjælper og de kan nu se, at Lucia ikke er ved at forbløde. Da vi ankommer til hospitalet, bliver vi modtaget så fint. Måske var forvirringen total i ambulancen, men jeg glemmer aldrig den store bamse af en ambulancemand som kom og klappede Lucia på kinderne og sagde BIMBA til hende på den kærligste og mest omsorgsfulde måde. I løbet af et par timer er hun både røntgenfotograferet og tilset af børnelæge som beroliger os med at hun er ok, men siger, at de gerne vil beholde hende til observation til dagen efter.

De to efterfølgende hospitalbesøg kunne jeg også sige meget om. Jeg lader være men vil venligst minde om, at petanquekugler er til at kaste med, ikke sparke til. Det ved Lucia nu.

Vores sommerferie 2016 går på hæld. I skrivende stund har vi netop passeret Verona og kører mod Brennerpasset. I lige stræk er der 13-14 timers kørsel tilbage og medregnet en nattesøvn og de 639 tisse-sukkerpauser så ankommer vi på Astridsvej på et tidspunkt i morgen.

Men hvad var Il Greppo så, spørger du? Hvad var der så specielt ved det sted, at I allerede har booket en lejlighed til næste år? Fik I alle nået jeres mål? Øl og is – tjek. Pool – tjek. Stikkontakter og autencitet – tjek tjek. Tan – tjek.

Flere af de erfarne Il Greppo mennesker har spurgt, om vi kunne lide stedet. Det er ikke nok bare at sige ja. Det har taget mig tid at sætte ord på, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan jeg skal svare.
Her kommer klichéen: Det er en følelse. Men det ER det altså. Det er en følelse, når børnene i alle aldre samles efter maden og leger, spiller bold og snakker mens solen går ned over vingården. Det er en følelse, når Lucia har puttet sig selv i Patricias hængekøje, fordi hun er træt, men ikke så træt, at hun vil hjem i seng. Når teenagerne spiller kort natten lang og når forældrene har fået lidt for meget rødvin og synger Himmelhunden og noget med Justin Bieber alt hvad remmer og tøj kan holde til Lasses guitar. Når både store og små børn har været på Charlottes malerskole og stolte fremviser deres malerier. Når Paolo kigger højtideligt på mig efter jeg har spurgt, om jeg må plukke blommer fra hans træer til at lave en kage, og han nikker og siger med stor andægtighed: “Yes, you may do that”. Når yin yogaen og Malikas ganske rigtigt hypnotiserende stemme løsner de stive lemmer fra bilturen og de hårde senge. Når onklerne får lavet så stor en deal ud af vigtigheden i at komme med på Bombelandsholdet, at børnene træner bomber i poolen fra morgen til aften overvåget af selvsamme onkler. I burde have fået løn! Når man i landskabet ser en ørn flyve over dalen. Når man ser solnedgangen over vinmarkerne. Når man kører forbi et skilt som ser ud som om, man ikke må spille på trompet. Når børnene allerede har talt hvor mange dage, der er til næste års sommerferie. Når man lærer noget om både sig selv og andre. En ferie er hvad vi selv gør den til og bærer præg af, hvad vi har med hjemmefra. I år havde vi en ophobning af flere års boligfrustrationer og udmattethed efter alt for meget arbejde med, men på trods af udgangspunktet, er det lykkedes os at koble helt af og få ferien under huden.

Jeg har hele tiden tænkt over hvad Il Greppo mon betyder og frit fra Google Translate betyder det “afgrunden”. Er det mon rigtigt? I så fald er det en afgrund af afslappethed og ro, fest og fis, Fernet Branca og pina coladaer ved poolen, løbeture, bordtennis, teamball, fællesskab, fællessang, kærlighed, omsorg og en fornemmelse af at være en del af noget større. En lille verden som man kan gå til og fra i de to uger den eksisterer. Jeg landede ihvertfald blødt.

Il Greppo lader til at være som en god flaske rødvin som bliver bedre og bedre som årene går.

Tak til alle for en vidunderlig ferie. Maria, Glenn, Zoe og Lucia.

 

http://www.ilgreppo.it/

 

image

image

image

image

 

image

image

image

image

Indlæg som ligner dette

Skriv til mig

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *