Veninder

1470018_10151981711773555_1055240498_n

I løbet af det sidste års tid har jeg gjort mig mange tanker om mine venskaber, og hvor vigtige de er for mig. Venskaber består, venskaber fader ud – sådan er livet og sådan går tiden. Jeg er både blevet valgt til og fra i løbet af det sidste år. Noget gjorde ondt, noget gør stadig ondt. Jeg elsker når mennesker har mod nok til at fortælle mig, når de synes jeg har jokket i spinaten. Det er som om, at det er blevet farligt at tale om de svære ting, og der kun er plads til gak og gøjl. I de allerfleste tilfælde kan vi tale os igennem udfordringerne, hvis vi blot ved, at de eksisterer. I mig bor en ukuelig tro på, at menneskerne i mit liv altid vil være der. Sådan er det ikke altid, og vi skal huske at sige til dem vi elsker, at vi elsker dem.

Derfor er dette indlæg tilegnet den veninde, som jeg har kendt længst og som i går fyldte 40 år. I 1994 efter HG fik jeg en elevplads i Kvickly Amagers tekstilafdeling som salgsassistentelev. Guderne må vide hvordan jeg lige endte dér, men da det var alternativ til en fuldtidsstilling på McDonalds, så var det nok en ret klog beslutning.

Her mødte jeg Susanne Plum. Susanne Plum turde alt muligt, som jeg ikke turde. Hun turde tale i butikkens højtaler hvorimod det lykkedes mig at være ansat i 2 hele år uden én eneste gang at kalde op i højtaleren. Det betød en hel del søgen og vandren i butiksgangene, når kunder skulle have hjælp til at finde makrelsalat eller der var udsolgt af syltede kapers. Hun turde gå i byen, når hun skulle op på arbejde dagen efter. Godt nok mødte hun op med så voldsomme tømmermænd, at hun måtte melde sig syg til Herdis som var vores chef. Herdis elskede Sanne. Faktisk fortalte Herdis mig på et tidspunkt, at den eneste grund til at jeg fik jobbet, var fordi jeg lignede Sanne. Tak. Sanne turde også gå med fyrene. DET turde jeg ikke, jeg havde Glenn og på det tidspunkt havde vi allerede være kærester i 2-3 år. På et kursus i Jylland hvor Sanne og jeg var de to eneste piger fra København fik vi tilbudt et lift af vores mandlige underviser, og mens jeg var sikker på, at vi ville blive bortført og proppet i en blender og skyllet ud i Limfjorden, så turde Sanne godt, og vi blev fint sat af ved færgen. Det var ved selvsamme kursus at Sanne igen turde at gå med en fyr og resultatet er i dag at hun hedder Carlson til efternavn, et hus på Amager, 13 års ægteskab og tre skønne unger <3

Det er blevet meget tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, at jeg omgiver mig med mennesker, som har kendt mig længe, som kender min historie og derfor forstår. Hun forstår mine luner og kan som meget få afvæbne mig fuldstændigt. Når alle mine usikkerheder dukker op, når jeg er tarvelig, når jeg ser verden som ond og imod mig. Jeg hader betegnelsen “angst” da det lyder som om det dækker over et skrøbeligt, rystende espeløv og det er ikke det selvbillede jeg har. Ikke desto mindre var det hvad jeg led frygteligt af i halvandet år efter både min mors og fars sygdom. Jeg ved sgu ikke helt hvad der egentligt fik bugt med den lortesygdom, men hvad der uden tvivl var medvirkende til det var, at Sanne var den eneste, der turde sige: “Så stopper du!” Jeg ved ikke, om du kan huske det, men det hjalp!

Sanne har kendt mig siden jeg var 17 år, og vi ser verden på helt forskellig vis. Hvor jeg altid var forberedt på det værste og havde gennemtænkt worst case scenario, så var Sanne ubekymret og frejdig. Sanne var åben og umiddelbar, jeg var lukket og alt for bekymret. Det kommer ind imellem stadig til udtryk, men aldrig så meget som da hun efter vi havde haft et kæmpe skænderi i Kvicklys kælder spørger: “Maria, må jeg spørge dig om noget?” Jeg sagde: “Jaeee?” velvidende, at det kunne være med livet som indsats. Så kom spørgsmålet: “Hvor tit onanerer du?” Jeg aner ikke, hvordan jeg kom ud af den kælder, men efter noget der føltes som en nærdødsoplevelse og varmen stigende op til issen lykkedes det. DET er ikke noget, man kan spørge en forsagt teenager med græske rødder om og forvente at få svar på. Men sådan er Sanne. Hvis der er noget hun vil have svar på, så spørger hun, og det er fedt! Således er der intet i verden man ikke kan tale med hende om. Intet er for småt, intet for stort. (Bare du aldrig nogensinde spørger mig om det igen!)

Gavmildhed. Sanne ville give dig sin sidste 25-øre. Gavmildt deler hun ud af både sig selv, og hvad hun har. Derfor er der altid mange mennesker om Sanne. Hun kender gud og hver mand og alle giver hun en følelse af at være speciel, fordi hun interesserer sig og fordyber sig, og det kan mennesker mærke. Det er en sjælden egenskab.  Pas på den.

De sidste 4-5 år har været en prøvelse for dig. Stolt har jeg set på hvordan du har navigeret igennem alle udfordringerne en for en, og I er nu ude på den anden side. Ikke uden skrammer og sår og nogle heler måske aldrig helt. Måske er vi ikke de samme kvinder vi var for 22 år siden, hverken kropsligt eller mentalt. Vi er et produkt af tiden vi har levet, børnene vi har født, kampene vi har vundet, kampene, der ikke var værd at tage. Af menneskerne på vores vej og af rødvinen vi har drukket. Måske er vi ikke de samme kvinder, men hold kæft hvor ville det også være en skam! Se lige hvilke pragteksemplarer, vi er blevet! Ville vi bytte med de 17-årige piger, som først skal til at lære livet at kende? Nej, vel? Du har aldrig været skønnere, mere livsklog, smukkere, sjovere end i dag hvor du er fyldt fyrre år.

Tillykke til dig, Sanski.

 

 

 

Indlæg som ligner dette

Skriv til mig

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *