Hønsefødder og gulerødder

14639778_10154606745347305_7379310813805852303_n14900424_10154606745372305_6073428037092004700_n
I dag har vi slagtet hanekyllinger. Fire store prægtige fyre som var blevet svært dame- og kampglade og galede om kap. Helt efter bogen. De har levet det gode hønseliv i en stor have og er blevet fodret med økologisk korn, frisk vand, vores m adrester, insekter, orm og bladgrønt siden de kom til verden fra deres æggeskaller i maj måned. Nuvel, de har et par gange eller 5 været i umiddelbar nærkontakt med hvid savlende schæfertype, men ellers har de levet et ret ubekymret liv. De blev udruget af gamle skrukke fru Susse – en hvid sorthalset sussex som havde drømt om at få sine egne kyllinger hele sit liv. Uden at vige et øjeblik lå hun rank og beslutsom på sin rede i tre uger. 3 høns og 4 haner fik hun, og hun var den bedste hønemor. Passede og plejede sine små poder og beskyttede dem. Så meget så resten af hønsegårdens beboere til tider var trængte og trætte af hende. Da fru Susse og hendes 7 kyllinger ikke længere kunne være i kattetransportkassen som havde ageret rede for den lille familie flyttede de sammen med resten af hønsene i hønsehuset.
Naturen er nu engang sådan indrettet, at der kun kan være en voksen hane i et hønsehold og i et hønsehold på en villavej i Kastrup kan der slet ikke være nogen. I dag blev de slagtet, for hanekyllinger tjener godt som føde for os kødspisere.
 
Hønsepigerne har nu ro til at støvbade, spise og kratte i nedfaldne blade alt imens deres fjerpragt vil komme sig efter den noget hårdhændede behandling, de har fået af deres bejlere de sidste par måneder. Naturen er betagende, blodig, kærlig, voldsom, blid, smuk og nogle gange grim og dum, og når vi involverer os i den, så skal det være på de rigtige præmisser.

Indlæg som ligner dette

Skriv til mig

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *