Toscana second time around

Årets sommerferie. To døgns køretur, færge, øl, schnitzler, Autogrill- og bahn. Vi var så klar efter et forår med ombygning i huset og konfirmation, og i år vidste vi præcis, hvad vi gik ind til. Nogen (hjemmets teenager) har sågar talt ned siden hjemkomsten sidste år. 348 dage for at være helt præcis.
Jeg har boet hele mit liv på Amager. Flade og dejlige Amager som jeg elsker, men lets be real; it ain’t much of a looker.
Toscana svigter ikke og er alt hvad, vi har glædet os til og mere endnu. Solens stråler varmer ubarmhjertigt alt op til kogepunktet inklusiv temperamenter, soveværelser, øl og is. Cypresserne som mørkegrønne, høje og mægtige tårner sig op og sætter rammerne for vores liv de næste to uger. Vinmarker med stok efter stok bærende på tunge drueklaser som hænger tålmodigt og en smule nervøst og håber på tilpasse mængder af varme og vand. De gule endeløse marker med joviale solsikker, der som opportunistiske vejrhaner vender deres ansigter hen, hvor solen skinner. En lind strøm af pizzaer og piazzaer. Den perfekte sammensætning af Sangiovese, Merlot og Cabernet Sauvignon som i perfekt harmoni udgør drikken som i årtusinder har forført mennesket. Udsigten over landskaber så vidde at øjet ikke stoppes. Lyset lige før solnedgang, farverne, patinaen.
I skrivende stund sidder jeg på kanten af poolen, som er omdrejningspunkt for børn og voksne på Il Greppo i dagtimerne. Jeg burde egentlig sidde i skyggen på den brede trappe i Cortona, som er et væsentligt mere æstestisk og inspirerende skrivemiljø, men mit soldyrkergen fornægter sig ikke, og en kombination af skrivning, kølig pool, læskende øl og solbadning er ikke at fornægte. Børn i alderen 0-70+ plasker i poolen, nogle spiller backgammon, andre sover eller læser, og Carlzonebrødrene (brødrene Carlson) forbereder det store pizzaparty i det genåbnede La Pizzeria Fratelli Carlzone for samtlige af gårdens gæster ved fællesbordet i aften. Pizza con melanzane er nok udelukket, men kender jeg dem ret, så bliver det alligevel pizzaer i verdensklasse. Traditionen tro bliver der afholdt bordtennis- og teamballturnering og petanquekuglerne flyver rundt i luften. I Charlottes maleskole bliver lærrederne vakt til live under penselstrøgene og Malikas yogastemme blødgører igen i år de ømme lænde og stive led. Jeg holder pause fra skrivning og passer lille lækre Alvin, som er seneste skud på Il Greppo-stammen. Han spiser croissant med både arme og ben, og alt dette er så skønt, og lige her mærker jeg igen Il Greppo-ånden. Alle er med på hver deres måde og med hvert deres bidrag.
Il Greppo, som Paolo Parigis vingård hedder, ligner sig selv fra sidste år selvom rosmarinen og solsikkerne ser noget mere trætte ud i år. De mangler vand. 60 procent af årets vinhøst er gået tabt på grund af den samme alt for sene nattefrost som pinte og plagede os i Danmark omkring påsketid. Det kan velsagtens stresse en vinbonde, men alligevel er gæstfriheden den samme og humøret godt. Jeg går ud fra, at man før eller siden accepterer vilkårene omkring at være økonomisk afhængig af naturens og den globale opvarmnings luner.
Mit mål med dette års ferieberetning er at beskrive en følelse. Den følelse jeg får, når jeg oplever autencitet, dedikation, stolthed og kompromisløshed og gerne på samme tid. De fleste kender sikkert den følelse som de fleste af os er heldige at få i glimt, men min familie synes altid, at jeg er en lille smule bims, når jeg falder i svime over en gammel bygning eller en lille butik, som sælger det samme, som den har gjort i 100 år. Jeg så engang en gammel butik i Barcelona, som udelukkende solgte sakse i alverdens varianter og havde gjort det altid. En bonde i en lille landsby som lever af at sælge sine vandmeloner, og han ved, at lige præcis hans vandmeloner er dyrket med kærlighed og passion og derfor er de bedste. Når jeg på markedet ser bønder, som sælger deres afgrøder, som familien har dyrket i generationer. Atmosfæren er tyk af storhed, historie og ærekærhed i de smalle stenbelagte gader i de små bjerglandsbyer. Brosten lagt i sirligt sildebensmønster for hundrede år siden, trappesten med runde kanter slidt til af tidens tand. Smukke brolagte kampesten med tilfældige mønstre skabt af naturen. Patinerede pastelfarver, der tilfældigvis dukker op på byens facader i det helt specielle gyldne lys, der er lige inden solnedgang. Montepulciano, Perugia, Cortona. Jeg føler mig ydmyg. Tænk hvis de mure kunne fortælle historier. Historier om hvem der har gået i gaderne før os. Historier om krige og kærlighed. Historier fra dengang, hvor latin var sproget, man talte og kejsere regerede. Det kan være nemt at glemme, at vi alle bare er en lille bitte prik i historien her i 2017. At vi alle er født ind i en tid, som er skabt af historien og de valg, der blev truffet og kampe, der blev kæmpet før os. Hvis man lytter, så høres historiens vingesus højt.
Der er nogle dage tilbage, inden turen igen går hjemad mod, hvad der forhåbentlig bliver en sen men lang og varm sommer i DK, for det fortjener vi! Guderne skal vide, at den samme sol og varme som Paolos druer ønsker sig, vil vi også gerne nyde godt af længere nordpå. Inden da skal Hondaen dog presses til bristepunktet med solmodne citroner, grøn olivenolie og dejlig rødvin. På den måde kan vi måske slæbe en lille smule Toscana med hjem.
En kort beskrivelse af Toscana? Et maleri malet med brede penselstrøg og store ord i alle farver

Indlæg som ligner dette

Skriv til mig

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *